At finde naturens rytme på ny
- Arnannguaq Gerstrøm
- 7. apr.
- 2 min læsning
Rytme og lyd er vigtig for mit virke, både som komponist 🎶 og i min sjæl 🙏
En genopdaget forbindelse
Jeg har altid haft en stærk forbindelse til naturen.
Som barn i Nordgrønland var den umiddelbar – til stede i alt: lyset, luften, landskabet.
Jeg løb frit over fjeldene, mærkede de golde sten, den bløde lyng og så de krystalklare vandpytter – alt sammen med kontrast til de kæmpe Unesco-isfjelde i baggrunden! 💖
Havet er råt og kraftfuldt, frosset til om vinteren, hvor hundeslæder erstatter bådene som transportmiddel mellem byer og bygder.
Stilheden er massiv, ubrydelig.
I dag bor jeg i Midtjylland, omgivet af en helt anden natur.
Bløde bakker, tætte skove, Silkeborgs dybe søer. Her er grønt, mildt og omsluttende – men også fyldt med menneskeskabte lyde: tog, motorveje, fly, græsslåmaskiner, motorsave 🫣 🥰
Selv langt væk fra civilisationen er der en summen.
Lydene er altid til stede, et konstant ekko af den moderne verden.
Naturens genkendelige tråde
Selvom landskaberne er forskellige, opdager jeg tråde, der binder det hele sammen.
Lyngbakkerne ved Sindbjerg og Stoubjerg vækker minder om Grønlands sommerlandskaber.
Jeg har fundet kvan, en plante der gror vildt her, men som næsten ingen spiser – i Grønland er den en delikatesse – spises som slik med lidt sukker på 🍭🍬
Jeg søger nye måder at forbinde mig til naturen på.
At bade i søerne året rundt, mærke barkens ru mønstre, den intense duft og bløde tekstur af mosset, følge træernes cyklus gennem årstiderne.
I Grønland var naturen altomsluttende – her i Danmark kræver det en aktiv beslutning at opsøge den.
Men den er her! 🌿💚
En drøm, der skal ud i verden
Selv i en verden, hvor magten til tider taler højere end hjertet, tror jeg på naturens stille og vedholdende rytme – en puls, der minder os om det evige midt i alt det flygtige.
Gennem min musik ønsker jeg at dele denne oplevelse – denne måde at lytte på – og jeg håber, at nogen et sted derude vil kunne spejle sig i det 💖
Kommentare